Unfiled

Disappearing Body – Becoming Tsujimura

Yoshiko Shimada, Body_hacker og Aase Nielsen 

6 juni13 juli 2025

Exhibition, On-site

Kurateret af bluestockings (bs)

Ukendt fotograf, Kazuko Tsujimura på Catastrophe Art, 1972.

Udstillingen Disappearing Body – Becoming Tsujimura præsenterer den japanske kunstner Yoshiko Shimada i samarbejde med de to kunstnere med base i Danmark: Komponist og lydkunstner Aase Nielsen og performancekunstner Body_hacker. Sammen undersøger de arven efter den banebrydende japanske danser og performer Kazuko Tsujimura (1941-2004). 

Kazuko Tsujimura var en del af den japanske efterkrigstids-avantgarde, aktiv fra 1960’erne og frem. Hun indgik i en række samarbejder, grupper og kollektiver på tværs af kunstarter og introducerede konceptet ‘dans uden krop, uden dans’. På trods af Tsujimuras omfattende oeuvre overså eftertiden hendes skelsættende arbejde. Et rigt arkiv af fotomateriale fra performances, opvisninger og fragmenterede installationer henstod uberørt i stablede kasser hos hendes bror frem til 2017, hvor kunstner og forsker Yoshiko Shimada sikrede materialets vej ind i Keio University Art Centers arkiv, Tokyo. 

I Disappearing Body – Becoming Tsujimura præsenteres arkivmaterialet for første gang for offentligheden. Udstillingstitlen væver Tsujimuras livslange kunstneriske og spirituelle undersøgelser af krop, dans og bevægelse sammen med Yoshiko Shimadas nyskabende performance- og arkivpraksis – på tværs af tid og sted. I årtier har Shimada arbejdet på at synliggøre oversete kvindelige kunstners praksisser og reaktiveret kunstneriske slægtskaber i egne værker gennem performance og omskrivning af koncepter, identiteter og kroppe. 

Udstillingen på HEIRLOOM viser udvalgte dele af Tsujimuras omfattende fotografiske arkivmateriale sammen med Shimadas nyfortolkninger i kombination med nye performance- og lydbaserede værker af Body_hacker og Aase Nielsen. Her mødes arkiv og krop, når kunstnerne i fællesskab fremkalder den sensibilitet, der er indlejret i arkivet – blandt andet gennem undersøgelser af det grænseoverskridende og transfeminine i Tsujimuras konceptuelle kunstpraksis.

Hendes oeuvre rekontekstualiseres gennem performances, reenactments og interventioner i udstillingsrummet, og udstillingen udforsker temaer som ritualer, åndelig praksis, slægtskab og kollektiv hukommelse. 

Disappearing Body – Becoming Tsujimura er kurateret af bluestockings (bs) i samarbejde med Yoshiko Shimada og Keio University Art Centers arkiv. 

Disappearing Body – Becoming Tsujimura er en del af HEIRLOOMs nye programspor ‘Unfiled’, hvor vi stiller vores lokaler til rådighed for samarbejdspartnere, så vi i fællesskab får mulighed for at undersøge et særligt arkiv. Med ‘Unfiled’ er ønsket at give opmærksomhed til de mange ubearbejdede og ukurante historier.

Kazuko Tsujimura 辻村和子(1941-2004) var en japansk danser og performer, som fra 1960’erne og frem udviklede sine særegne performances og udfordrede begreber om krop, køn, spiritualitet og bevægelse gennem tværfaglige tilgange og samarbejder med tidens førende konceptkunstnere. Tsujimura skabte et nyt konceptuelt sprog for eksperimentel dans og performance.

Yoshiko Shimada 嶋田美子 (1959-) er japansk feministisk kunstner, aktivist, kurator og forsker. Siden slutningen af ​​1980’erne har hun udforsket spørgsmål vedrørende køn, seksualitet og magt med et særligt fokus på japansk kolonialisme og imperialisme. Gennem sin feministiske praksis udfordrer Shimada binære konstruktioner bl.a. mellem offer og undertrykker. Hun bruger print, video, performance, research og arkivering i sit arbejde.

Aase Nielsen (1991-) er komponist, producer og lydkunstner, kendt for sin eksperimenterende tilgang til komposition, partiturpraksis og performativ lydkunst. Hun har gennem en årrække arbejdet med hybride koncertformer og interdisciplinære samarbejder. I en undersøgelse af relationen mellem krop og lyd, arbejder hun ofte i krydsfeltet mellem avantgarde, eksperimentalmusik, åbne partiturformer, lydinstallation og improvisation. 

 Body_hacker – aka Sall Lam Toro – (1990-) er antidisciplinær multimedie-performancekunstner. Deres arbejde konfronterer det, de kalder 'den kaprede krop'. Gennem ritualer, glitches, fejl, dialoger med økoerotiske ledsagere, tekst, resonans og følelse udvikler Body_hacker poetiske mangfoldigheder af krop og radikal fantasi inden for antikapitalistiske, anarkistiske og kollektive frigørelsesformer.

 

Nana Francisca Schottländer (1977-) arbejder tværæstetisk inden for felterne koreografi, performance, video og installation. Centralt for hendes arbejde er brugen af ​​kroppen som et levende redskab til udforskning og skabelse. Ved at bruge strategier som fordybelse, samskabelse og udstrakt varighed har hun undersøgt og arbejdet med spirituelle koncepter som det japanske Ma, der repræsenterer rummet, afstanden eller pausen mellem objekter, lyde eller øjeblikke.

Jane Jin Kaisen (1980-) er kunstner, filmskaber og professor i mediekunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun er kendt for sine visuelt slående, flerlagede, performative, poetiske og flerstemmige feministiske værker, der involverer temaer som hukommelse, migration og grænser i krydsfeltet mellem levet erfaring og større politiske historier.

bluestockings (bs) er en samarbejdsplatform og partnerskab mellem kunsthistoriker og kurator Karen Vestergaard Andersen og kurator Helen Nishijo Andersen. (bs) danner et viden- og praksisbaseret fællesskab inden for samtidskunst centreret omkring kritisk økofeminisme, solidaritetspraksis, spiritualitet og borgerrettighedsaktivisme i et transkulturelt perspektiv.

Udstillingen er støttet af:

Statens Kunstfond

Rådet for Visuel Kultur - Københavns Kommune 

Koda Kultur

Knud Højgaards Fond

Keio University Art Center’s Archive, Tokyo

Sponsorat:  

WakuWaku

Eventprogram

Fredag 6. juni kl. 17-20

Fernisering

Kl. 17.00 Kazuko Tsujimuras ‘performance i mørke’, 1969, re-enactment af Nana Francisca Schottländer

Kl. 18.30 How to play, koncert og performance af Aase Nielsen og ensemble: Binna Isabella, Isa Nam Sook, Ribka M. Pattinama Coleman, Jonas Torstensen.

 

Tirsdag d. 17. juni kl 17-19

Talk og screening ved Yoshiko Shimada og Jane Jin Kaisen

 

Torsdag d. 19. juni kl. 17-20.30

Performance af Body_hacker (part 1)

Kl. 17.00-18.00 A procession to Nirvana: A funeral for your thoughts 

PAUSE (30 MIN.) 

18.30-20.30 Centripetal incorporealities 

 

Lørdag 28. juni kl 15

Performance og koncert af Body_hacker i samarbejde med Aase Nielsen (part 2)

Kl. 15-16.00 Catastrophe is... unseeable Nirvana

 

Søndag 13. juli

Finissage

 

Arrangementerne er åbne for alle og kræver ikke tilmelding. 

Arkiv