Vindianum

Christian Vind

22 maj28 august 2026

Udstilling, Exhibition

Fernisering: Fredag 22. maj, 17:00 - 20:00

AT SE ER AT RØRE 

For mig er det de blanke sider og tomme pladser, forbindelsen imellem tilsyneladende uforbundne ting, som udgør poesien. De synes at vise en plads til og en kortlægning af tanken, selv når vi ved, der ikke er nogen.  
Susan Howe, Pierce-Arrow  

 

Velkommen til Museum Vindianum på HEIRLOOM center for art and archives. 

 

1/ 
Der er ikke meget tilbage af Biskop Münters Münterianum på bispegården i Nørregade i København. I porten er stadig indmuret et låg af en etruskisk urne, et fragment af en runesten fundet i et stengærde i Lund og en af de kanonkugler, der fulgte med brandraketterne ved englændernes bombardement i 1807. Men de 12 egyptiske relieffer med hieroglyffer, som sad i portrummet, forvitrede i det kolde regnfulde klima. De magiske trylleformularer, modværge imod sygdom og skorpionbid, skallede af, og reliefferne blev endeligt borttaget i 1908. 

Museum Wormianum, der lå på modsatte side af Vor Frue Plads ved Kannikestræde, er også forsvundet. Efter Ole Worm døde af pest i 1654, blev samlingen solgt til Frederik 3. og forsvandt snart i mængden af genstande på hans kunstkammer. Den kongelige despot var en excessiv og manisk samler og dansk museumsvæsens første årsag. Hans samling er stadig den inderste kerne i vores museer.  

Oplysningstidens nye specialsamlinger søgte fortsat at bringe det fjerne tæt på og synliggøre det nære, men de var videnskabeligt ordnet efter nye taksonomier for at lette tågen i ellers umålelige tidsrum. Museerne pegede på skjulte sammenhænge, hvad end det var tidligere tiders mennesker, fremmede folkefærds levevis, det geologiske kredsløb, zoologiens evolutionære forvandlinger eller det botanisk ordnede kunstmuseum, en billedbog over alt det smukke og mærkelige i menneskelivet set igennem århundrederne. 

 

2/ 
I sommeren 1888 kom en kvinde på museum. Midt under industrialiseringen havde man fundet hendes forkullede rester gravlagt med en intakt bæltedåse under en mægtig græshøj, der i 3000 år havde ligget højt over fjorden ved Frederikssund. Nu var den blevet nedpløjet for at effektivisere arbejdsgangene med den i forvejen tidsbesparende jernstøbte svingplov, så man kunne optimere og fremtidssikre en bæredygtig landbrugsdrift. 

Hør, hvad man fandt tilfældigt gemt af tiden, da man fik åbnet dåsens låg, der var ornamenteret med en stjernesol og irret til underdelen: Tre småsten, lidt svovlkis, en rønnekvist, lidt trækul og forfædrenes aske. Reminiscenser af en dværgvæsel, højre og venstre fod af et pindsvin, hvirvler fra en hasselsnog samt luftrøret fra en ravn. Og vigtigt nok en flækket hestefortand og et led af en klo fra en los, der begge bar præg af slid, vel efter ritemæssig afgnidning i trancelignende tilstande. Hun har været en udsøgt kender af det usynlige.  

 

3/ 
Vindianum er et museum, altså en arvesag, men er det en heksetaske og bæltedåse? Ja, måske er museets genstande også remedier til transcendens. Tingene er associativt, men nøje videnskabeligt ordnet via tankemodulationer fulde af blanke sider og tomme pladser som et digt. 

Vindianum vil som Münters og Worms museer forsvinde. Genstandene er så små, at de vil falde ned i mellemrummene imellem alting og blive væk. Men frem til 29. august 2026 er et udvalg vist her. Så sæt dig til bords. 

 

Tilbage er der kun at sige tre ord: Gådefulde ting, fortæl. 

Christian Vind, Tændstikæske med sand fra Sahara
Foto: Anders Sune Berg, 2018

Christian Vind er forsker i egen praksis, rejsebogsforfatter og museumsgrundlægger.  

Noter:  
Howe, S. (1999). Pierce-Arrow. New York: New Directions Publishing. 

Schmidt, V., Prof. Dr.Phil. (1908). Tillæg. Fortegnelse over Den Bispegaarden tilhørende af Biskop, Dr.Theol. Fr. Münter til Sjællands stifts biskoppers embedsbolig testamenterede i Ny Carlsberg Glyptotek opbevarede samling af ægyptiske indskrifttavler. København. 

Schepelern, H.D. (1971). Museum Wormianum. Dets forudsætninger og tilblivelse. Odense: Wormianum. 

Varberg, J. (2015). ”Kvinden i dyreham”, Skalk, nr. 5, oktober 2015, s. 3-6. Højbjerg. 

  • Christian Vind
    Vindianum
    Installationsview
    Foto: Anders Sune Berg

  • Christian Vind
    Vindianum
    Installationsview
    Foto: Anders Sune Berg

  • Christian Vind
    Vindianum
    Installationsview
    Foto: Anders Sune Berg

  • Christian Vind
    Vindianum
    Detalje
    Foto: Anders Sune Berg

  • Christian Vind
    Maskaron (Ondt afværgende vrængemaske)
    Egetræ, 19. årh. Erhvervet på Norske Løve i Køge, ca. 1999
    Foto: Anders Sune Berg

  • Christian Vind
    Vindianum
    Installationsview
    Foto: Anders Sune Berg

  • Christian Vind
    Vindianum
    Installationsview
    Foto: Anders Sune Berg

  • Christian Vind
    Vindianum
    Detalje
    Foto: Anders Sune Berg

  • Christian Vind
    Den lange tids korthed, 1996-2026
    Foto: Anders Sune Berg

  • Christian Vind
    Vindianum
    Detalje
    Foto: Anders Sune Berg

  • Christian Vind
    Vindianum
    Installationsview
    Foto: Anders Sune Berg

Arkiv